Dagen derpå.

Igår, var en fantastisk aften. Jeg nåede lige hjem og stille min taske, smide tøj til vask og et bad. Jeg skulle nemlig til 25 års fødselsdag. Ikke bare en hvilken som helst fødselsdag, der var nemlig den større bror/søster, jeg aldrig fik, der holdt fødselsdag. Den søskende, der kunne tage min hånd, og vise mig vejen ind til musikverdenen med ordene “prøv at høre det her”. Den plads, fik Barometeret.

Så, hvor holder et barometer sin fødselsdagsfest? Jo, et Barometer holder det i Koncerthusets studie 2.

Jeg kom ind til den blå kasse der tårner sig op i Ørestaden. Jeg, ventede derude på at Katrine og Liselotte, som jeg skulle følges med kom. Da, vi kom ned til Studie 2, stod der en blandet skare af mennesker, unge, gamle, drenge og piger. Nogle, var derinde med deres børn, som hører Barometeret idag, andre var bare taget derind. Folk, var trukket i deres stille!-tshirt og det gode humør.

Hvad hører sig til sådan en fest udover 500 gæster? Jo, der er 2 scener, taler med “de voksne”, musik og ikke mindst de 2 værter som vi oplever hver søndag aften igennem højtalerne.

De første på scenen var Ohno Ono, som var samlet efter en pause, for at spille en koncert for Barometeret, for når de inviterer tropper den danske musikscene op. De havde en gnist, som var helt speciel de havde en energi som nåede ud til publikum.

Imellem koncerterne var der taler ved kendte mennesker og gamle værter der fortalte om deres forhold til Baroemteret. Første tale var Christoffer Emil Bruun. Han snakkede om det forhold som udspiller sig imellem lytterne og Barometeret. At, det nu er et sølvbryllup vi fejrer. Jeg, vil gerne opleve guldbrylluppet, iført min Stille! tshirt :)

Efter første tale, kom Elou Elan med sin udgave af “Som af en dråbe” det var en helt fantastisk udgave, som det til at løbe koldt ned af ryggen på mig og fik hvert et hår på kroppen, til at rejse sig af bare rent og skær gåsehud. Det var den allerførste godnatsang.

Så, kom der en hyldest fra Cody, Turbo weekend, tree fight for sunlight og slaraffelland. De sang fødselsdagssang for Barometeret.

Nu, var det Thulebasens tur, til at give deres indspark til festen. Det var specielt, for aldrig, har jeg set en kvindelig trommeslager som gav den så meget gas som hun gjorde :)

Specielt, står Anders Lund Madsens tale, skarp i min erindring, han snakkede om at der virkelig var stille før Barometeret, at der ikke var noget alternativt musik i radioen og der kom noget som skulle klare den nærdøds oplevelse på længde af en dag. Han sagde så mange vise ord. Jeg husker han sagde “Så, er der hende der fra Hjørring, der har det ligesådan, så kan vi have det skidt sammen”. Liselotte, Katrine og jeg grinede en smule af det, for Liselotte kunne godt være “Hende fra Hjørring”. Han snakkede om at Barometeret er nød, til at fortsætte, for det er det sidste sted man står, det sidste håb i melankoliens mørke tid.

Efter anders’s tale så var det Chirstian Hjelm’s tur til at fortolke godnatsangen Når solen stikker af, som var den anden godnatsang. Jeg havde ikke hørt den før, så jeg kan ikke ligefrem sige om den var bedre eller dårligere.

Nu, skulle Barometerets helt store kollektive crush Niels Bagge (Winnie Who) spille. Først, skulle han dig have læst nogle af de mange kærlighedserklærringer der kommer ind til barometeret om lige præcis Niels Bagge. Men, han skulle jo også spille nogle af sit dansable elektropop og danse sine signatur dansetrin.

Sidste tale, fra et gammelt barometerbarn blev holdt af Juna Barns (håber det er rigtigt stavet). Hun, fortalte om hendes ungdom om at være den eneste der kendte til Cure og U2. Den eneste der havde en plakat med Roberth Smith hængende på sit værelse og om at lukke verden ude, for de kendte ikke til ordentlig musik, men at føle sig hjemme i barometeret. Den sidste og den mest uundværlige godnatsang var jo selvfølgelig, splittet til atomer, det var Ane Trolle som spillede en fantastisk udgave af splittet til atomer. Det, var modigt, men hun klarede det flot akomponeret af en chello. Jeg forsvandt helt ind i min egen lille drømmeverden, jeg var så afslappet, at jeg var ved at sætte mig ned af frygt for at falde.

Nu, kom der en besked fra Tine Brygel, som sendte en sidste hilsen, til os alle om at tiden efter Tværs, om at hun savnede at sidde derinde bag mikrofonen og at Barometeret havde været stor en del af hendes voksenliv.

Den sidste koncert, var med Choir Of Young Believers, som spillede en forsmag på deres nye album. Jeg stod bare der, helt stille i mængden, bare lyttede og nød at være der. Nogle gange, blæste jeg en sæbebobbel eller 2 (undskyld, Ida, for at blæse en i øjet på dig). Det var nok den mest bevægende koncert der blev spillet til koncerten. Der, skal lyde en tak, til Liselotte og Katrine, for at ville tage med “lille mig” derind. Men, en ligeså stor tak til Katrine, for at have arrangeret skovturen i Kgs. Have.

Nu, sidder jeg her, dagen derpå, den største følelse der var imorges, var følelsen af at sengen trak utroligt meget, i mig, da klokken blev 6.30 og jeg efter ca. 4 1/2 times søvn, skulle op og i skole. Jeg, faldt i søvn i bussen, til tonerne af Under the Sherry Moon, men jeg vågnede da vi nåede stationen. Jeg vågnede, da jeg fik et par kopper kaffe i skolen. Nu, er jeg hjemme igen, jeg sidder og nyder en kop kaffe og udsendelsen fra igår, for at høre, hvad jeg gik glip af. Jeg er bla. gået glip af at høre mit eget brev, med “Skinny Love” som underlægningsmusik, det er helt vildt smukt, at høre det med en ny betoning. Nu, skal jeg til musik lige om lidt, så må jeg høre det færdig i aften :)