torsdag den 8. marts 2012

Livets kampe

Livet…

Hvad er livet?

Når, man er lille, er livet at være sammen, med sin mor og man ser op til de store, man vil være som “ham den seje dreng” man kan se på den anden side af hegnet, ham der er god til at stå på skateboard, ham der er god til at spille fodbold eller bare ham som alle ser op til.

Når, man kommer i skole, så bliver man hurtigt delt op i grupper, der er de seje drenge, der er de søde drenge og dem der bare løber med, det er de klassiske grupper. Så, er der dem der falder udenfor kategori, dem der er så kiksede at de ikke er værd at sætte i kategori, dem der bare er de “lette ofre”. Nu, er man låst fast i et kastesystem, som ikke engang budhisterne, kunne udtænke. Man, kan stræbe om at nå toppen, men når man er ved at være der, så kommer der en og tæver en tilbage til den plads man havde, med mindre man er ved at nå bunden, så er man velkommen i den kaste under.

Man, kan prøve alt, man kan prøve at snige sig frem, ved at ligge i slipstrømmen af dem der kommer derop, man kan prøve at være god til noget specielt, man kan prøve at have radikale holdninger og være god til at argumentere for dem og ja, så er der den sidste mulighed, den der hedder at man bare kæmper sig derop, med alle de midler man har om det er næver, snyd eller flid.

De heldige, når toppen, andre fejler i forsøget og så er der resten, som får ar af livet, men nægter at give op. Den spirit, det er det drive man skal bruge for at nå målet.

En dag, er der ikke nogle der vil stå på toppen og slå en tilbage, en dag, vil man nå sit mål og stå høj som en verdensmester og se ud over verden, man kan glæde sig over, at man ikke gav op. At, man ikke gav op, selvom vennerne faldt fra, kærligheden kom og den gik igen, skolen ja den er ikke altid god og man ikke fik et arbejde. Men, at man ikke gav op, da de ting skete, men man bare blev ved, klemte ballerne sammen og smilte og sagde “se, verden! Smid, hvad du har at smide. Jeg er klar” det kan koste blod, det kan koste sved, men det koster endnu flere tårer, men for hver tåre kommer der et smil senere, for det gør dig stærkere at du ikke giver op.

Så livet, det er en kamp, en kamp for at nå mere og nå højere. Den dag, der ikke er noget nyt mål, nogle der er bedre end en, så skal man kigge sig overskulderen, man skal se efter om der er andre der kommer op for at tage din plads på toppen. Man skal se, om det er folk der har fortjent det, som har kæmpet den kamp som man har, eller om det bare er en lykkeridder. Dem, der har fortjent det, dem skal du række ud efter, dem skal du give en hånd, til at nå toppen. Lykkeriddere, dem skal du lade kæmpe, de skal klatre op og mærke livet, de skal se at held ikke er nok, når de ser det, så er de nået toppen. Når de når toppen, vil de smile og takke dig, for at holde en plads til dem på toppen, den vil de dele med dig, indtil tiden er til at du ikke kan holde din plads på toppen, men har gjort dit arbejde der.

Så, sigt efter månen, så når du stjernerne, om du så skal bestige mount everest, for at nå stjernerne, så er de deroppe, oppe over skyerne

fredag den 17. februar 2012

Polen

Nu, er jeg hjemme igen.

Hjemme fra ferie, Freja og jeg var på ferie, vi var i Stettin i Polen.

Nu, tænker i sikkert alt muligt grimt og væmmeligt im Polen, at det kun er beton og koldt.

Men, da bussen rullede ind i Stettin, var det ikke den grå beton og kulden der mødte os. De store betonblokke, var nu ikke bare grå og kedelige, de havde fået farver. Men, byen havde meget mere at byde på end betonblokkende, der var parker, der var indkøbscentre, museer, en havn, der var spa-/kurbade flere steder i byen og i gaderne kørte der sporvogne rundt i hele byen.

Da, vi trådte ind i lobbyen på hotellet, var det et overdådigt syn der mødte os, men det var ikke noget som jeg ligger den store vægt på. Men, da vi åbnede døren til vores værelse, gjorde alt det overdådige ingenting, for det var flot men stadigvæk minemalistisk indrettet, der stod 2 lænestole og et lille rundt bord ovre ved vinduet, der stod en dobbeltseng, hvor vi kunne se ud af det samme vindue, godt nok var udsigten til en kontorbygning men længere ude kunne vi se en af byens parker, der stod en lille kommode med små og stor hylder og et køleskab. Badeværelset, havde et karbad. Men nok om hotellet, vi skulle jo ud og se byen. Vi, brugte meget tid på at gå rundt og kigge i butikker, men ligeså meget tid på bare at hygge os. Vi, var rundt og opleve hvad byen havde at byde på.

Vi, besøgte også det kurbad, der lå ved hotellet, da vi begge er glade for vand og afslapningen der ligger i det, nyder vi begge.

Så, det var en fantastisk tur, så polen er ikke et slemt sted at rejse til :)

onsdag den 8. februar 2012

Døden for Barometeret?

Nogle, ser det som døden, for Barometer, at Alicia og Lucia stopper, lige i kølvandet på radiofladens nye struktur søndag aften.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg ved ikke hvad jeg skal tænke, omkring at der sker nyt i Barometeret. Jeg, ser det som et frisk pust en ny start. Det henleder mine tanker på hvad Alex sagde på den sidste dag på efterskolen, da vi sagde farvel:

“det her er enden på et kapitel, men det lukkes ikke, men det betyder at der starter et nyt kapitel, som bliver godt”

Det ser jeg det nye der kommer til at ske med Barometeret, er at det åbner muligheden for at der kan komme et frisk pust og en ny vinkel på Barometeret. Men, det vil stadigvæk være Barometeret. Det, vil stadigvæk handle om tanker, følelser og den nye musik.

Barometeret, har overlevet værre ting, end det her, folk troede at intimiteten, ville forsvinde fra programmet, at det ville blive mere smalltalk, da der kom 2 timer.

Men, det gjorde det ikke, jo der blev plads til tanker og breve, tankevæggen kom til og dermed blev der plads til endnu flere tanker og følelser også søndag aften.

Så, jeg ser det ikke som døden, jeg ser det som en ny begyndelse, en frisk start, dem er der nogle af over 25 år i Radioen, ligesom vi skifter udseende og stil igennem livet. Giv Barometeret tid, tid til at falde til og tilpasse sig.

Men, selvom det er døden, så vi Barometeret leve videre. Leve, på tankevæggen, leve i “Stille!”-tshirts og ikke mindst i hjertet på alle Barometerbørn. Så, Barometeret, har ihvertfald en livstid endnu, hvis ikke mere.

For barometeret lever hos os alle. Lige fra teenagere fra Nordjylland, til fyre på 20, fra Merløse, for her udviskes alderen og bare bliver et tal

Jeg vil sætte mig bag højtalerne og lytte, til det nye Barometer og være positivt indstillet, selvom det ikke er det gamle. Hvem er med mig?

onsdag den 1. februar 2012

Et eventyr

Nu, vil jeg fortælle jer et eventyr.

Ikke et der handler om fabeldyr, eller mennesker så små som myrer.

Nej, det her er et eventyr, som en af spejderførerne fortalte til børnene idag, et som hun plejede at fortælle til børnene i børnehaven. Det lyder sådan.

En gang, var der en dame. Hver dag, gik hun ned til brønden. Her, fyldte hun de 2 krukker hun bar på en pind, over sin ryg, hun fyldte dem med vand. Hver dag, gik hun den samme rute, krukkerne hang altid på det samme sted.

Krukkerne, var forskellige, den ene var flot, rund og ikke mindst HEL, den anden var ikke rund, der var skår i den og en revne ned langs den ene side. Hver dag, når de gik hjem, ærgede den sig over at den ikke var hel ligesom den anden, at den ikke kunne holde på sit vand, men dryppede det ud på vejen hjem.

En dag sagde krukken (for de kunne tale) “Jeg er så forfærdeligt ked af det, jeg skammer mig. Nu, har du hver dag i 2 år, hentet vand i mig og den anden krukke, men hver dag når vi kommer hjem, er jeg helt tom. Vandet, er løbet ud igennem min deforme udformning.” Damen spurgte krukken “Har du set de blomster der står langs vejen?” Det, havde krukken ikke haft tid til at se på, indrømmede den. Damen fortsatte “Jeg, ved at du ikke er hel. Da, jeg opdagede at du dryppede vand, da gik jeg hjem og hentede blomsterfrø, jeg plantede dem hele vejen hjem, i den side du går i. Hver dag, når jeg går, glæder jeg mig over de smukke blomster der kommer, når foråret kommer, så er blomster blomstret frem i fuld flor. Da, plukker jeg dem, de står i min stue, på den bedste plads, for DET er de pæneste blomster jeg har.”

Nu, var krukken lykkelig, hver dag når damen, gik ned for at hente vand, så smilte krukken, på en måde som kun krukker kan, den prøvede at presse endnu mere vand ud af den revne den havde.

Thi, nu vidste krukken, at selvom den ikke var perfekt, så var det vand som den spildte, det som gav de smukkeste blomster.

Moralen, i dette eventyr, er at selvom man ikke er smuk, ikke er perfekt, så kan man stadigvæk give næring til det smukkeste i denne verde. At, alle har sine små fejl, hvis man leder længe nok. Men, dem der har mange, er de smukkeste mennesker.

tirsdag den 10. januar 2012

Dagen til glemmebogen

Idag, er en af de dage som bare skal glemmes. Denne dag, har bare været en irriterende og nederen dag.

Imorges, da jeg er på vej til at gå ned til bussen kommer min far ud og siger “Du, plejer at være sent hjemme om tirsdagen og vi skal hente dig ude ved Holbækvejen, så hvorfor tager du ikke bilen?” Fint nok, hvis han ikke skal bruge den, så kan jeg lige bruge den halve time hjemme og slippe for en kold bus med muligheden for at falde i søvn.

Det sidste min mor siger inden hun kører er “Husk der er glat”

Jeg husker hvad min mor siger, jeg kører efter trafikken og jeg kører efter forholdene. Jeg er 2 km fra min skole, jeg kører ude på Ringvejen, hvor jeg skal dreje til højre. Jeg bremser ned i god tid, men jeg mærker, at dækkene glider hen over den glatte asfalt BUM… det jeg frygtede allermest at høre, jeg kørte op i den bil der holdt i sidst krydset. Jeg, blev bange, bange for at der var sket noget med ham der kørte bilen foran. Lige meget med vores biler, det er jo bare en fucking død ting. Jeg steg ud af bilen, det gjorde ham i bilen også, der var ikke sket noget med ham. Vi udvekslede navn og informationer, for at bilerne kunne blive lavet.Vi kunne begge køre videre, jeg kørte i skole og det gjorde han også. Nu, kom den næste bekymring, FAR, jeg skule ringe og sige at jeg havde lavet en skade på bilen, det var en ting jeg frygtede, for han kunne godt blive lidt irriteret på mig og min mor kunne finde på at tage retten til at bruge hendes bil (som jeg ligesom skal bruge på mit arbejde). Men de tog det pænt, de sagde at det var det der kunne ske og de ville snakke med forsikringen.

Men nu kom det der med at jeg går i en drengeklasse, så der blev grinet og folk sagde med et smil “Du kan jo ikke køre bil Mads”. Den joke, døde hen og så var det ligesom det.

Jeg, havde proces og jeg havde Jeppe som makker til mit projekt og han er (selvfølgelig) ikke i skole og han har alle de papirer vi skulle bruge til rapporten for dem skrev han derhjemme som lektier. Så jeg havde nu 5 timer hvor jeg ikke kunne lave noget, så jeg sad bare og dovnede med Sandra og Martin, som var færdig, det var faktisk hyggeligt nok, bare lidt spild af tid.

Jo, der har været lyspunkter idag, der var Bigband og Ida skrev “Guide til at indlede samtaler med ordet PENIS”

Men alligevel er det en af dagene til glemmebogen. Jeg håber på en bedre dag imorgen

torsdag den 8. december 2011

En person er først fattig, når man ikke har et mål og se op til. Og en person er først svag, når man har mister sin tro på sig selv og sine evner og gerninger...
Baker Hashem.

-Det kan godt være at han er stor og stærk, men han er også en tænker 
Drøm, som om du var usårlig, lev som om at det var din sidste dag på denne jord.

Det er vise ord.

De handler om at man skal drømme stort, have mål i ens liv, som man måske når man sine mål, måske er de for store. Men, hvis man sigter efter månen, ender man måske ved stjernerne. Hvis man ikke tør drømme, sidder man fast i det samme gamle liv. Man skal ud og opleve livet og leve det i mens man har det.

Lige nu, er min drøm ude i verden, ude og opleve verden og mærke at den lever, jeg kan høre at den kalder “kom og lev med mig”, den er ude i verden med en rygsæk og hvad der kan være i den. Jeg, vil ud i verden, se kulturer, se lande, vende tilbage når jeg er klar, klar til at komme videre i mine studier. Nu, bruger jeg hver en fritime på at sidde og planlægge min rejse ud i verden med gear (man må aldrig gå ned på gear) og rute :)

Carpe diem, siger et gammelt græsk citat. Det betyder “grib dagen”. Med andre ord, er det en opfordring, til at man udlever sine drømme, at man ikke lader virkeligheden bremse ens drømme. For, jeg vil ikke sidde som en eller anden sur gammel man over alt det jeg ikke nåede i mit liv, men glæde mig over de drømme jeg har udlevet.

Så derfor drøm, tag chancer, men mest af alt hav mål.