Det der med Gud

Hvem eller rettere, hvad er gud? Det kan jeg ikke svare på, jeg er sikker på en ting:
Gud er hvad man gør ham/hende til
Han er ikke bundet til nogen som helst fysisk eller kønslig ramme.

Folk siger, at religion, er et tegn på at man er "ubegavet" og at man "ikke kan klare den virkelige verden".
Men som et intelligent menneske mange, af de klogeste mennesker jeg i mit liv har mødt, er rent faktisk religiøse mennesker.
Jeg kan sagtens klare den virkelige verden, jeg har bare brug for et fristed, hvor folk ikke dømmer mig ud fra mit udsende, det sted, har jeg fundet igennem religion. Fordi de fleste religiøse mennesker, ser os som lige mennesker, at de har den samme respekt, for familien som lige har til at kunne overleve, men har overskud, til at gøre en forskel, som direktøren der har et stort fint kontor og en masse penge, som kan betale sig fra at gøre en forskel. For hvad gør direktøren til et bedre menneske?

Det meste af vores samfund, bygger ud fra mit synspunkt, egentlig på det vigtigste af de 10 bud nemlig "Du skal elske din næste som dig selv". Som jeg mener, viser at man skal være imod andre, som du ønsker du skal være imod dig, det er noget, som jeg mener at alle skal huske på, at behandle hinanden godt.

Jeg forbinder religion med de mennesker som har gjort, den største forskel i mit liv. Nemlig, dem jeg har gået på efterskole med. Jeg havde ikke rigtigt, tænkt over religion før jeg kom på efterskole. Mine forældre er ikke sønderligt religiøse, de går i kirke ved nogle af højtiderne og det er det. Da jeg kom på efterskole, mødte jeg voksne og unge, som havde et åbent forhold, omkring religion. Nogle vil kalde det for indoktrinering, måske er det. Men indoktrinering eller ej, så havde vi morgensang hvor lærerne enten læste op fra biblen eller fortalte om deres eget liv, bad en bøn og ellers gav de skemaændringer og andre informationer som var nødvendige og aftensang hvor man sang et par kristne sange, alle (selv dem som var glødende ateister) sang med. Nogle aftener, havde vi specielle musikandagter, hvor lærerne (igen) spillede kristent musik og der var en taler, som holdt et lille foredrag, med et kristent budskab. Disse aftener blev afsluttet med noget frivilligt, som blev kaldt stilletid, hvor man kunne side og samle sine tanker, og måske tænde et lys for en man tænkte på. Mange sad med tårer i øjnene, fordi man tænkte på de kære man har mistet, under dette stilletid, gik der lærere rundt og bad for, hvad man nu havde det svært med.

Jeg vil fortælle om en oplevelse, jeg havde ved "stilletid":
"Det var en efterårsaften, jeg startede med at sidde henne i hjørnet. Jeg kigger ud i lokalet, der sidder en af mine gode venner, og græder ude på gulvet, foran lysende. Jeg ville sætte mig hen til ham, for at trøste ham. Da jeg går derover slår det mig, at det han er ked af, er noget som jeg kan relatere til, en som står en nært, som er død i trafikken. Jeg tænkte på min bedstefar, som døde, af et hjertestop, da han holdt for rødt lys. Jeg ender med at sidde, ved hans side, med et lys i hånden og græde, en lærer kommer hen til os, ligger hånden på min skulder og spørger hvad der er galt, jeg fortæller ham det. Han ber for mig, om at jeg må vide, at min bedstefar har det godt. I det sekund, jeg bliver bedt for, kan jeg mærke en mærkelig vind, gå igennem rummet, ikke en dårlig eller kold vind, men en varm og venlig vind."

Fra den aften, har jeg ikke været i tvivl, der findes mere, end hvad øjet kan se derude. Der findes en Gud, som vil hjælpe dig i de svære tider og som også vil være der i de gode tider.